Om os

Om os;



Vi er et mindre test- og udlejnings-center for specialcykler i Torup, ved Hundested. Jeg har i mange år interesseret mig for specialcykler, fordi de er sjovere og mere behagelig at køre på. Det har undret mig, at der kører så få specialcykler i Danmark, som ellers er et decideret cykelland, med gode forhold for cyklister.

Jeg har derfor besluttet at dele min passion for specialcykler, ved at starte et non-profit test- og udlejningscenter, så folk kan få et indtryk af hvad der er af muligheder og have chancen for på egen krop at opleve hvor mange transportbehov en moderne specialcykel kan opfylde. Og at det samtidig er sjovt, behageligt, sundt og klimavenligt at cykle. Udover at det også giver personer med fysiske udfordringer muligheden for at opleve glæden ved at cykle.

Efter jeg er gået på pension har jeg fået tid til at gå all-in på projektet, og det er lykkedes os at få økonomisk støtte til etableringen, fra lokale naboer og fra den økologiske landsby ” Dyssekilde” hvor jeg bor. Derudover har vi fået offentlig støtte fra en egnsudviklingspulje. Projektets lokaliteter består udover et opbevaringsrum til cyklerne, af et mindre kontor og værksted til tilpasning og småjusteringer. Det ligger i et aktivt landsbymiljø, lige ved Dyssekilde togstation, i et naturskønt område med mange sommerturister

Vores projekt er et nonprofit foretagende, drevet på frivillig basis, så vores hovedformål er ikke salg, men hvis vores brugere evt. beslutter sig for et køb, vil vi godt formidle et salg.

Idéen er, at have et varieret udvalg af specialcykler fra forskellige producenter indenfor kategorien tricykler og cargocykler, både med og uden elmotor.


Derudover holder, Repercafe Torup / Torup Ting Deleværksted, til i vores værksted, hver anden onsdag eftermiddag.

Onsdag i lige uger fra kl. 14.00 til 17.30.